LOGIN

Group Finance Controller til international økonomiafdeling – Esoft Systems A/S

Vil du være en del af en stærk økonomifunktion i en international virksomhed, der ønsker at yde høj service og høj regnskabsmæssig kvalitet? Så er jobbet måske noget for dig.

Vi søger lige nu en Group Finance Controller til en nyoprettet stilling i vores voksende økonomiafdeling, hvor du vil indgå i et team af 9 kolleger, der varetager den samlede økonomifunktion for Esoft koncernen og for selskaberne i Danmark, Sverige og Spanien.

Arbejdsopgaver:

Opgaver og ansvarsområder i stillingen inkluderer:

  • Udarbejdelse af måneds-, kvartals- og årsrapportering for datterselskaber og konsolideret koncernregnskab, herunder rapportering til First North
  • Forbedring og optimering af processer i Group Finance og Vietnam Finance heriblandt konsoliderings-processen
  • Kvalitetssikring af rapportering fra datterselskaber samt compliance
  • Udarbejdelse og analyse af budgetter, forecasts og likviditetsbudgetter
  • Transfer pricing
  • Skat og moms
  • Standard cost beregninger og opfølgning
  • GDPR
  • Diverse ad hoc-opgaver i økonomiafdelingen

Den endelige fordeling af opgaver laves i ansættelsesprocessen ud fra en kombination af vores behov og dine kompetencer og ønsker.

Der vil være en god fordeling mellem de faste opgaver og projekter, hvor du arbejder med at forbedre og videreudvikle processer, rapportering og systemanvendelse.

Rejseaktivitet til Vietnam og øvrige datterselskaber vil forekomme, i alt ca. 2-3 uger årligt.

Faglige kvalifikationer:

  • Du er uddannet HD (R), cand.merc.aud. eller tilsvarende.
  • Du har praktisk erfaring med konsolidering og med at udarbejde koncernregnskab. Alternativt har du erfaring som revisor, finansiel controller eller tilsvarende, og du ser dette som din næste udfordring.
  • Excel er et naturligt arbejdsredskab for dig og du mestrer det på højt niveau.
  • Koncernsproget er engelsk, hvorfor det er væsentligt, at du er god til engelsk i skrift og tale
  • Har du kendskab til konsolideringsværktøjer og Microsoft Dynamics AX er det en fordel.

Personlig profil:

  • Du er struktureret i din arbejdsgang og har stærke analytiske evner.
  • Du god til at bevare overblikket, og er god til både at gå i detaljer og se det store billede.
  • Du er selvstændig, tager ansvar for dine opgaver og udviser stor vedholdenhed i at få dem løst.
  • Du trives med at udfordre løsninger samt gå i dialog og sparre med kolleger og ledelse på tværs i organisationen.

Vi tilbyder:

Du kommer til at arbejde i et dynamisk og internationalt miljø med særligt fokus på kreativitet, innovation, respekt og ligestilling. Vores værdier – kvalitet, troværdighed, åbenhed, innovation, omsorg og passion – er baseret på et grundlæggende ønske om at gøre en forskel – for hinanden og for vores kunder. Vi tror på, at en virksomhed opnår de bedste resultater ved at skabe en kultur og et arbejdsmiljø, hvor medarbejderne trives og har mulighed for at udvikle sig professionelt og menneskeligt. Vores prisvindende CSR-politik og medarbejderetik er et bevis på, at vi ikke bare lader det blive ved snakken.

Du vil få selvstændigt opgaveansvar på koncernniveau, hvor du er tæt på beslutningerne. Hertil kommer masser af faglige udfordringer og samarbejde med dygtige og professionelle kolleger. Vores afdeling har et rigtig godt sammenhold, hvor vi altid er klar til at hjælpe hinanden, og der er ikke langt fra tanke til handling.

Stillingen er fuld tid og din løn vil matche jobkravene og dine kvalifikationer.

Arbejdsstedet er centralt i Odense med snarlig tiltrædelse.

Vi ser frem til at høre fra dig

Hvis du har spørgsmål til jobbet, kan du kontakte Group Finance Manager Oliver Bottelet på 25 55 91 79. Send din ansøgning og dit CV via nedenstående link snarest. Vi behandler de modtagne ansøgninger og afholder samtaler løbende.

Om Esoft

Esoft er en af verdens førende tech-virksomheder med speciale i ejendomspræsentationer, billedredigering, 3D-visualisering og online markedsføring af ejendomme i hele verden. Vores kunder er ejendomsmæglere og fotografer i Europa, USA og Australien, der vælger Esoft på grund af vores hurtige service, vores innovative løsninger og den høje, ensartede kvalitet af de services, vi leverer.

Esoft blev startet i år 2000 og vi har oplevet kontinuerlig vækst siden. Vi blev finalist i Entrepreneur fo the year af EY i 2006 & 2007, Børsen Gazelle i 2006 & 2007, og blev børsnoteret på NASDAQ OMX’s First North i 2007. Vi tæller 750+ medarbejdere fordelt på vores kontorer i Danmark, Sverige, Spanien og Vietnam.

Besøg www.esoft.com for at lære mere om vores kultur og forretning.

Close